Event
eBay
B-2-B event for eBay.
eBay er i Danmark mest kendt for, at være virksomheden, der i 2008 købte Den Blå Avis og BilBasen af Karsten Ree. Siden er de to markedsplatforme igen solgt videre.
DBA som Den Blå Avis heddder i dag, og BilBasen, lever af onlineannoncer qua den store trafik til deres websider. De største kunder er derfor mediebureauer. Udfordringen var derfor at skabe en event, der kunne skabe relationer mellem eBays sælgere og mediebureauerne.
Løsningen blev en event, der blev den mest succesfulde B-2-B event i DBAs og BilBasens historie: Løbeeventen eBay Challenge.
Alle de største mediebureauer i Danmark, både kunder og potentielle kunder, fik en invitation til at deltage i løbetræning hen over et halvt år. Målet kunne enten være 10 km. eller et halvmarathon. Træningen foregik både i Aarhus og København, da det er her de største mediebureauer i Danmark er lokaliseret, og eBay har kontor i begge byer.
Til det første møde fik alle lavet en løbetest med henblik på at få de optimale Nike løbesko. Desuden fik alle deltagere udleveret en fuld Nike træningspakke med strømper, shorts, tshirts og taske. Hver deltager valgte et slutmål, og ud fra det, blev der for deltager udarbejdet et indviduelt træningsprogram. Alle fik tilknyttet en løbetræner fysisk og online, så man både kunne få råd og vejledning til fællestræninger og i perioderne imellem. Deltagerne udfyldte trænings-log-bog online, og denne fulgte løbetrænerne op på, og henvendte sig til deltagere, hvis de f.eks. kunne se, at man ikke overholdt planen.
Hver 14. dag var der fællestræning – med et nyt tema hver gang f.eks. vejrtrækning og intervaltræning. Desuden var der løbende spændende foredrag om f.eks. kost og mentaltræning.
eBay Challenge blev en svedig succes pga. det uformelle forum og fælles mål. Deltagerne blev venner på kryds og tværs, og flere af deltagerne takkede efterfølgende eBay for, at have været med til at ændre deres liv. Så bliver det ikke større.
Første år var der 40 deltagere til eBay Challenge, og det antal var vokset til 60 deltagere (plus en venteliste) året efter.